HSMR i Operation Life
Kampagnen introducerede det nye måleredskab i Danmark
Udviklingen i dødeligheden på sygehusene er i forbindelse med Operation Life blevet fulgt af metoden hospitalsstandardiseret mortalitetsratio (HSMR). Metoden blev udviklet til dansk brug i af Klinisk Epidemiologisk Afdeling ved Århus Universitet som måleredskab i Operation Life. Efter kampagnens afslutning er metoden blevet videreudviklet af Danske Regioner og Sundhedsstyrelsen, og der beregnes fortsat nye HSMR-tal.
HSMR er en internationalt anvendt og anerkendt metode, som er specifikt udviklet til at vurdere mortaliteten på enkelte sygehuse. HSMR gør det muligt at følge forandringer i mortaliteten over tid.
Til brug for Operation Life blev der udregnet basistal for 2006, som viste mortaliteten inden kampagnestart. I løbet af kampagneperioden blev nye HSMR-tal opgjort en gang i kvartalet. Dermed var det muligt at følge dødeligheden i kampagneperioden i forhold til 2006 niveauet. Det nationale niveau for HSMR i 2006 blev pr. definition 100 (%), og hvert kvartal blev der offentliggjort nye tal for regionerne, ligesom regionerne kunne få oplyst egne tal på sygehusniveau.
HSMR viser antallet af dødsfald på et sygehus som procent af det forventede antal dødsfald. HSMR er ikke et endegyldigt mål for kvaliteten på et sygehus, men kan være et udgangspunkt og en motiverende faktor for at arbejde med patientsikkerhed og kvalitet. HSMR kan desuden anvendes til at opstille målbare mål for forbedringer af patientsikkerhed og kvalitet og er samtidig en metode til at se, om de forandringer man indfører har betydning for dødeligheden.
Ved kampagnens afslutning var HSMR 94, dvs. seks procent under det forventede sammenlignet med niveauet inden kampagnens start. Alle fem regioner har bidraget til den positive udvikling.
HSMR på landsplan
HSMR i Region Nordjylland
HSMR i Region Midtjylland
HSMR i Region Syddanmark
HSMR i Region Sjælland
HSMR i Region Hovedstaden
Årstidsjusterede tal
Normalt ses en vis variation hen over året i dødeligheden på sygehusene. Dødeligheden er højst i vintermånederne. De kvartalsvise HSMR-tal er justerede for denne årstidsvariation.
Som mål for den forventede dødelighed i et kvartal bruges landstallene fra 2006 for tilsvarende kvartal som sammenligningsgrundlag.
Det betyder, at kvartalstallene gennem kampagnen direkte kan sammenlignes med 2006-baseline.
Alle forbedringer tæller med
Det har ikke været muligt at se isoleret på kampagnens effekt. Alle de forbedringer, som er sket på sygehusene i kampagneperioden, tæller med, når man ser på udviklingen i dødeligheden i perioden.
Siden er sidst opdateret 17. november 2010 kl. 8:42



