Patientens bog

Patientens bog er til dig, der er patient. Bogen kan hjælpe dig, hvis du skal indlægges eller igennem et behandlingsforløb.


Patientens bog opfordrer dig til at være en aktiv patient. Ved at du selv er opsøgende, stiller spørgsmål og siger til, hvis du er i tvivl om noget, kan du hjælpe personalet til at undgå fejl og misforståelser. Fx hvis din medicin en dag pludselig hedder noget andet end den plejer, eller du er usikker på, hvordan en operation skal forløbe. Det gælder om at spørge, indtil du forstår svaret. Det er ikke flovt  - og det er ikke til besvær.

Bogen fortæller dig helt konkret, hvad du kan gøre, hvis der er noget, du ikke forstår, eller hvis du føler dig utryg og gerne vil vide mere.

Der er også redskaber til at holde styr på din medicin, og med smertelinealen kan du notere, hvordan det går med dine smerter. Det kan hjælpe personalet til at tilpasse din smertestillende medicin.

Du kan også bruge bogen mere generelt som en introduktion til sundhedsvæsenet og arbejdsgangene på et hospital. Den giver dig et overblik over, hvad du kan forvente, og hvad du skal være særlig opmærksom på. Bogen fortæller også om dine rettigheder som patient, fx i forhold til aktindsigt, patientforsikringen mv.

Patientens bog er gratis

Patientens bog kan gratis bestilles af alle interesserede, fx patienter, pårørende eller sygehusafdelinger til uddeling til egne patienter.

Fremmer dialogen med sundhedspersonalet

Patientens bog er blevet pilottestet på to sygehusafdelinger. Testen viste, at både patienter og personale har gavn af bogen:

  • Patienterne stiller flere spørgsmål, og dermed bliver de bedre informeret.
  • Personalet har lettere ved at svare præcist på patienternes spørgsmål, fordi spørgsmålene bliver mere konkrete og fokuserede.

Siden er sidst opdateret 18. april 2010 kl. 23:13

patienternes-bog.ashx

Download Patientens bog

Bestil Patientens bog

Patientens bog - ekstramateriale

Her kan du downloade ekstra ark af :

Smertedagbogen

Symptomlinialen

Informationslisten

Medecinlisten