4. november 2010 kl. 10:52
Patientsikkert Sygehus åbner dørene
Der var masser af liv i forhallen, da Næstved Sygehus havde inviteret borgere, patienter og personale til patientsikker markedsplads
På et sygehus er mange patienter udsat for, at de bliver stukket og får lagt et drop. Patienter og besøgende kunne selv få lov at stikke, da Næstved Sygehus havde inviteret indenfor til patientsikker markedsplads den 3. november i sygehusets forhal.
Ved en af de mange boder viste personale fra lungemedicinsk afdeling, hvordan det spidse udstyr betjenes, og gæsterne på markedspladsen fik selv lejlighed til at stikke i en kunstig arm. Personalet benyttede samtidig lejligheden til at forklare om de forskellige sikkerehedsaspekter, der arbejdes med i forbindelse med droplægning på afdelingen. Hele personalet har været på kursus for at lære de nyeste teknikker, og der arbejdes systematisk for at sikre, at der ikke opstår infektion i de blodkar, som droppet ligger i.

Besøgende ser på drop ved patientsikker markedsplads på Næstved Sygehus.
Der var masser af andre eksempler på patientsikkerhed ved boderne. Personale fra operationsgangen viste, hvordan patienter bliver holdt varme under operationer. Afkøling kan nemlig øge risikoen for infektion i efterforløbet.Der var eksempler på sikkerhed omkring medicin, sikkerhed omkring respiratorbehandling og tidlig behandling af patienter med blodforgiftning. De besøgende kunne også prøve en trykaflastende madras, der forebygger liggesår, de kunne få instruktion i brug af en hjertestarter, og der var mulighed for at teste sine evner til at vaske hænder.
Formålet med markedspladsen var at markere, at sygehuset er kommet godt i gang med Patientsikkert Sygehus-projektet. Midt på eftermiddagen var der officiel åbning ved næstformand for regionsrådet i Region Sjælland Michael Rex. Han var glad for, at Næstved Sygehus havde besluttet at gå foran med patientsikkerhed og blive et godt eksempel for hele regionen og for resten af landet.
Også vicedirektør Vagn Bach, Næstved Sygehus, og projektleder Vibeke Rischel, Dansk Selskab for Patientskkerhed var på talerstolen, og festlighederne kulminerede med en lille ballonopstigning uden for sygehusets hovedindgang. Blå balloner med teksten "Helt sikkert - hver gang" spredte sig fint i alle retninger, sådan som det også er meningen, at de gode patientsikkerhedsresultater skal spredes.
Næstved Sygehus er et af de fem sygehuse, der deltager i Patientsikkert Sygehus fra 2010 til 2012. De øvrige er Hillerød, Kolding, Horsens og Thisted.
Patientsikkert Sygehus er et samarbejde mellem TrygFonden, Danske Regioner og Dansk Selskab for Patientsikkerhed og udføres med ekspertbistand fra det amerikanske Institute for Healthcare Improvement.





