10. december 2011 kl. 14:25
Pressemeddelelse: Pårørende kan redde liv
Ny indsats skal klæde borgerne på til at være med til at forebygge fejl og skader i mødet med sundhedsvæsenet. TrygFonden og Dansk Selskab for Patientsikkerhed står bag. Initiativet bakkes op af centrale beslutningstagere og faglige organisationer i sundhedsvæsenet.
Hvert år udsættes mindst 100.000 patienter for fejl og komplikationer - såkaldt utilsigtede hændelser - under deres indlæggelse på danske sygehuse. Det vurderes, at det hvert år koster liv - dertil kommer mange flere sengedage og betydelige menneskelige omkostninger. En ny kampagne "Klædt på som pårørende" skal ruste patienter og pårørende til at være aktive og i stand til selv at gøre noget for at forebygge fejl under indlæggelse og behandling.
- Det vil altid være sundhedsvæsenets ansvar, at sikkerheden for patienterne er i top, men vi ved også, at patienter og pårørende er de eneste, der er med fra start til slut i forløbet. Derfor kan de spille en meget afgørende rolle i forhold til at identificere nogle af de fejl, som uundgåeligt opstår i et stort sundhedssystem. Hvis nu eksempelvis pillen var hvid i går, men blå i dag - så kan patienten og i nogle tilfælde den pårørende opdage det, inden pillen sluges.
Derfor er det vigtigt, at patienten og de pårørende spørger, hvis de er i tvivl, siger Beth Lilja, chef for sekretariatet og ledende overlæge i Dansk Selskab for Patientsikkerhed og fortsætter: - Der bliver i dag ydet en højt kvalificeret indsats i det danske sundhedsvæsen, men der vil altid ske fejl, som de involverede parter selvfølgelig skal gøre alt, hvad de kan for at forebygge. Sundhedspersonalet kan ikke gøre det alene. Patienter og pårørende kan ikke gøre det alene. Men sammen kan de gøre en forskel.
Den pårørende kan bl.a. deltage aktivt ved at gå med til samtaler, ved at lytte og spørge og ved at tjekke, at eksempelvis oplysninger om medicin er korrekt forstået. Det er noget af det, den nye kampagne gør opmærksom på med tre enkle råd til borgerne.
- De allerfleste af os vil på et eller andet tidspunkt opleve at komme i kontakt med sundhedsvæsenet enten som patient eller pårørende. Alligevel er det de færreste af os, der har tænkt over, at vi er en vigtig ressource. Som forældre forbereder vi os selv og vores barn på skolestart, og vi er helt naturligt i dialog og samarbejder med lærer og pædagoger undervejs for at give vores barn det bedst mulige forløb. Hvis vi på samme måde - som patienter og pårørende - forbereder os på kontakten med sundhedsvæsenet og samarbejder med sundhedspersonalet, tyder alt på, at det skaber bedre og mere sikre forløb, når man er patient, siger Gurli Martinussen, direktør i TrygFonden.
Sundhedsvæsenet bakker op
Ønsket om involvering kommer også fra sundhedsvæsenet. Her er de
centrale beslutningstagere og faglige organisationer nu gået sammen
om at forpligte hinanden på en fælles vision med den vigtige
målsætning, at patienter og pårørende i højere grad skal mærke, at
sundhedsvæsenet er til for dem.
Indsatsen bakkes op af minister for sundhed og forebyggelse Astrid
Krag, som sammen med en række kendte danskere i dag den 12.
december var med til at uddele T-shirts på Københavns
Hovedbanegård. T-shirts'ene skal minde os alle om, hvad vi som
pårørende kan gøre for at øge sikkerheden, når en af vores nære er
patient. I de efterfølgende tre dage fortsætter indsatsen på
banegårdene i først Fredericia, derefter Aarhus og til slut
Aalborg.
For yderligere information, kontakt:
Line Sprehn, kommunikationskonsulent, Dansk Selskab for
Patientsikkerhed, mobil: 26 28 70 65 eller mail:
line.sprehn@regionh.dk
Christina Lopes, pressechef, TrygFonden, mobil: 30 22 90 91 eller
mail: cl@trygfonden.dk




