Hospitalsdirektørerne: Vi er på rette vej
Patientsikkert Sygehus er den rigtige vej at gå - det er to af hospitalsdirektørerne fra de deltagende sygehuse i Patientsikkert Sygehus blevet bekræftet i på IHI's kvalitetskonference i Orlando, USA.
Åse Bjerring, direktør på Næstved Sygehus, og Michael Storm Klausen, direktør på Sygehus Thy-Mors, reflekterede på konferencens sidste dag over, hvad de tager med hjem i kufferten, og særligt en ting var de enige om: alle fra Patientsikkert Sygehus kan godt være stolte af deres arbejde. "Vi kan godt matche det, der sker ude i verden. Der er altid mere at lære, men Patientsikkert Sygehus gør meget af det rigtige" fortæller Åse Bjerring.
Et af budene på, hvad de på deres respektive sygehuse kan blive bedre til, er, at skabe fokus på patienternes erfaringer og oplevelser af hospitalet, og måske endda bringe dem med ind på direktionsgangen. Der er ikke færdiglavede løsninger på, hvordan man får patienterne med, men begge har oplevet, at det har været et af omdrejningspunkterne på årets konference.
Begge hospitalsdirektører har været meget glade for at være en del af den danske delegation, som deltog på konferencen. Det har givet anledning til mange inspirerende og udbytterige samtaler om, hvordan det, de har lært, kan oversættes til dansk kontekst.
Se alle nyheder


