Global Trigger Tool

Global Trigger Tool, GTT, er et værktøj til at identificere og kvantificere patientskader. Metoden kan bruges til at indkredse problemer med patientsikkerheden, og den kan måle patientsikkerhedsniveauet over tid, så det fx bliver muligt at vurdere, om der er effekt af konkrete tiltag. GTT-målinger bruges fx i Patientsikkert Sygehus, hvor fem sygehuse arbejder for at nedsætte antallet med 30 %.

Metoden bruges på sygehusniveau. Et team af sundhedsprofessionelle reviewere gennemgår hver måned 20 tilfældigt udvalgte journaler på patienter, der har været indlagt. Reviewerne leder ved gennemgangen efter en række forud definerede triggere, dvs. begivenheder, som kan være tegn på, at der er sket en patientskade.

Alle patientskader, som reviewerne finder ved journalgennemgangen, registreres på et skema, og sværhedsgraden af skaden klassificeres i fem kategorier. Sværhedsgraden spænder fra den mildeste form, som er "midlertidig patientskade, hvor intervention er påkrævet", til "patientskade der forårsager eller medvirker til patients død".

Det er ikke meningen, at reviewerne skal læse journalerne fra ende til anden. Der bruges maksimalt 20 minutter pr. journal. Journalen gennemgås ud fra en liste med triggere.

Et eksempel på en trigger er, at patienten har fået allergimedicin. Det giver revieweren anledning til at kigge efter, om patienten har haft en allergisk reaktion som følge af et lægemiddel, der er givet under  indlæggelsen. Det ville være et typisk eksempel på en patientskade. Sygehusinfektioner, tryksår og skader som følge af kirurgiske indgreb er andre eksempler. I forbindelse med GTT-metoden tages der ikke stilling til, hvorvidt skaden er forebyggelig eller ej. Alle skader tælles med.

Målet med GTT er ikke at finde enhver mulig patientskade i alle journaler, der gennemgås. Tidsbegrænsningen på 20 minutter og stikprøveudvælgelsen har til hensigt at medføre et tilstrækkeligt repræsentativt udsnit.

Materialer til download

GTT er udviklet af det amerikanske Institute for Healthcare Improvement (IHI). På baggrund af IHI's publikationer er der udviklet en række danske materialer om metoden i et samarbejde mellem TrygFonden, Center for Kvalitet, Region Syddanmark og Dansk Selskab for Patientsikkerhed.

GTT håndbog
Håndbog med beskrivelse af GTT-metoden

Powerpoint til undervisning
PowerPoint-præsentation til undervisning i GTT

Randomisering af journaler
Randomisering af journaler til GTT

GTT-arbejdsark
Arbejsdsskema med triggere

GTT-sammentællingsskema
Arbejdsskema til sammentælling af skader

 

Erfaringer med GTT

Brug af GTT i Patientsikkert Sygehus
Læs om brug af målinger i Patientsikkert Sygehus

2011: Resultater fra Patientsikkert Sygehus
GTT-målinger fra de fem sygehuse gennem det første år

2008: Erfaringer fra danske sygehuse
En rapport, der beskriver de første erfaringer med at anvende GTT på et antal danske hospitaler, og resumerer erfaringer fra den internationale litteratur.

Siden er sidst opdateret 2. december 2011 kl. 10:21

Besøg os på sikkerpatient.dk